”Vi har alle en historie/du har din og jeg har min/fortællinger gør verden mere beboelig”. Således indleder Lars Lilholt sin sang Det sidste ord, og fortællinger er netop hvad han leverer på sit helt nye udspil Drømmefanger, der udkommer i dag. Oplevelser og tildragelser fra eget liv, krydret med tanker, refleksioner og drømme. Folkesange.
For mange år siden sagde Johnny Madsen til nærværende skriverkarl i et interview, at folkemusik hænger sammen med fortællinger, og Drømmefanger er umiddelbart også i tonesproget mere folkemusikalsk end Lilholt-gennemsnittet. Lidt tilbageskuende måske. Nogle ville nok sige gammeldags. Under gennemlytningen har anmelderen flere gange associeret tilbage til Lilholts tidligere 70’er-folkrockband Kræn Bysted.
Det er alt sammen af mindre afgørende betydning. Ikke alle nye udspil kan og skal afkræves at være Vorherres nedkomst til Jorden, bare musikken er i orden, og det er den her. Vi diverteres med gode og iørefaldende melodier og indlagte instrumentale sekvenser, udført af musikere, der kan deres metier. Så er vi godt på vej i den gode retning.
Lars Lilholt har valgt at invitere en længere række af fortrinsvist yngre musikere med i studiet. Oh Land, Shaka Loveless, Sine Bach Rüttel, Thyge Pedersen, Mads Kjøller-Henningsen – bare for at nævne nogle enkelte. Ikke mindst sidstnævnte, som også er med på landevejen, er med primært sine fløjter et yderst klædeligt musikalsk bidrag i Lilholts toneunivers.
Kapelmesteren kunne angiveligt se sig selv i en rolle, som eksempelvis John Mayall har haft i bluesverdenen, hvor han giver plads til skiftende yngre talentfulde musikere og på den vis kan præsentere dem for et større publikum. Den aldersmæssige undtagelse her er vennen Johnny Madsens vokale bidrag på Geddens tænder.
Arrangementerne og produktionen er i den gængse Lilholtske vellyd, men der fornemmes dog en vis afslappethed i studiet med lidt pjank, tællen for og lignende her og dér. I nogle korindsatser har hele studieholdet inkl. teknikere medvirket. Det gør kun det hele lidt mere nærværende og menneskeligt.
Tekstmæssigt har Lilholt gennem årene udviklet sig i positiv retning. Der er blevet luget ud i tidligere sproglige kompromiser, og teksterne fremstår generelt mere sikre og modne. Lyrikken er stadig ikke specielt sofistikeret, men fortællende i et umiddelbart tilgængeligt sprog. Det er et uomgængeligt krav til en sang, at den kan afkodes i det øjeblik, den synges.
Vi udfordres heller ikke med lange arrangementer. Alle sangene er i ”Beatles-længde”, som Lilholt selv udtrykker det. I omegnen af tre minutter. En lyrisk undtagelse er måske Jordens salt, der fremstår lidt mere kryptisk, men han var vist også godt pumpet med morfin op til sin rygoperation, da han skrev den.
Drømmefanger er overordnet vurderet en fin og ærlig Lars Lilholt-plade, og det må være sådan, det skal være. Så må fornyelsesfetichisterne søge andre steder hen for at opnå tilfredsstillelse.
www.facebook.com/LarsLilholtBand/
