Jarno Varsted er folk/bluesmusiker, og mundharpen har hele vejen igennem været hans foretrukne instrument. Han synger dog også. ”New Songs For Harmonica” er hans andet album efter debuten i 2015 med ”The Things You Know So Well”. Varsted er dansk, men lige nu er han bosat i Berlin, og hans cv er imponerende langt og tæller både medvirken i bands som Young Comets, Rumspringa, Straight From The Harp, The Savage Rose og mange flere. Efter mange år som holdspiller har han nu kastet sig ud i soloartistens frihed og begrænsning.

cd jarno varstedVarsteds nye cd starter nærmest som en motor, hvis lyde efterhånden kan genkendes som en mundharmonikas. Utroligt at man kan få sådanne toner ud af dette lille instrument! ”A Farewell To Arms (Book IV)” er den mystiske titel på indledningsnummeret, en titel der deles med Hemingways berømte roman fra 1929 om Første Verdenskrigs rædsler. Hermed er pladens tema anslået. Dette er ikke behagelig lyttemusik til romantiske aftener med kæresten (med mindre hun er bluesnørd, eller man hurtigt vil af med hende). Men til gengæld er det virtuos instrumentbeherskelse og opmærksomhedspåkaldende lyttemusik, udsat for vovede eksperimenter med toner og farve. Her er hele tonespektret, lige fra det kaldende, sørgmodige, længselsfulde og til det skurrende, grimme og muntre. Det hele er mikset af Tiger Bartelt fra det tyske rockband Kadaver, der må have været på en udfordrende opgave på grund af viljen og modet til at sætte nye klanggrænser. Arrangementerne er dog enkle. Ofte ledsages harmonikaen kun af stamp i gulvet eller lidt sang ind imellem. Varsted står selv for det hele.

Jeg har aldrig hørt noget lignende, faktisk, og det er vel ikke det værste, man kan sige om ny musik. Eksperimenterende og grænsesøgende! Hvis man ikke er ude efter nye musikalske horisonter og eksperimenter, men går efter klassisk blues-folk, er der mest at hente hen imod slutningen af den otte numre lange plade. ”I Can´t Quit You” og ”Farewell Tomorrow” er næsten melodiske – den sidste direkte smuk.