Ivan Drever, tidligere sanger og guitarist i Wolfstone, har nu gennem nogle år vægtet sin solokarriere. I 2016 blev han af Orkney Folk Festival inviteret til at samle en række musikere og stå for festivalens årlige tradition ”The Gathering”. Begivenheden blev optaget af lokale Iolair Sound Studios, som nu har udgivet musikken på cd.
Det er så sandelig et overflødighedshorn af musikere, han fik samlet til den traditionsrige koncert i Stromness Town Hall den fredag aften i maj: The City of Kirkwall Pipe band, koret The Songshop Choir, det sammensatte orkester med violin, whistle, harmonika, akustisk guitar, elguitar, bas og percussion, specielt indbudte gæster – foruden naturligvis Drever selv med sin vokal og guitar.
Udover sine sange har Ivan Drever udmærket sig med en række melodiøse instrumentalkompositioner, og begge sider af det efterhånden omfangsrige skaberværk er repræsenteret på ”Live in Orkney”. Generelt holder Drever af at komponere iørefaldende melodier til såvel sine sange som på den instrumentale side. Det er ganske enkelt svært at få dem ud af ørerne efter bare ganske få gennemlytninger. I anmelderens ører hænger stadig sangen Brave Souls og specielt den smukke instrumentale Leaving Stoer, men generelt behersker den brave skotte (fra Orkneyøerne) håndværket at skabe ørehængere. At han så skejer lidt ud med lidt rock’n’roll i Roll Over Stonehaven, skal han ikke klandres for.
Det store sammenrend af musikere og sangere kan deres metier, og de musikalske arrangementer fremhæver på bedste vis det melodiøse element i kompositionerne. Faktisk klæder det Ivan Drevers sange med det lidt storladne akkompagnement – og så udtrykker solistens dybe og bløde sangstemme på sympatisk vis varme og nærvær.
Indspilningen bærer naturligt præg af både live-situationen og det til lejligheden sammenbragte hold, men slet ikke så meget at det svækker hverken oplevelsen eller dokumentationen af en stor aften på Orkney sidste år. Anmelderen havde gerne været til stede. CD’en kan købes via Drevers eget website og ved koncerter.