Det er en fandens udfordring at anmelde Harald Haugaard. Havde det nu været en debutudgivelse, ville det være uundgåeligt med en særlig fremhævelse af mandens helt unikke tekniske og udtryksmæssige kompetencer på sit instrument. Det fremstår ikke som en voldsom overdrivelse, når udenlandske anmeldere har kaldt ham verdens bedste violinist inden for folkemusikken. Nu er der i sandhed ikke tale om en debut her, så det vil nærmest virke overflødigt igen at lade sig henrykke af virtuositeten, men nu er den nævnt. Herefter må fokus lægges andre steder.
”Lys og forfald” er af Haugaard selv defineret som den sidste i en trilogi med ”Burning Fields” og ”Den femte søster” som de to første. Trods hans omfangsrige produktion er trilogien faktisk de første i helt eget navn, og det understreger hans selvopfattelse som ensemblemusiker, og det er netop, hvad han er. Han har fra begyndelsen ikke valgt det nærliggende og fristende, med sine unikke begavelser, at fremstå som den altoverskyggende solist. Det er umiddelbart sympatisk. Han har på hele trilogien omgivet sig med fremragende musikere som faste medspillere, på nærværende skive på skiftende udvalgte numre desuden med andre legekammerater, herunder det tyske ensemble Fraunhofer Saitenmusik, irske Brian Finnegan på whistle og hans gamle musikalske ven Hans Mydtskov på tenorsax – bare for at nævne nogle. Det giver såvel god afveksling som god mening – og understreger Haugaards rolle som netop ensemblemusiker trods hans status som kapelmester. Han nyder hørbart sammenspillet med kompetente medspillere.
På ”Burning Fields” lagde Haugaard fra land med fynd, klem og rock´n´roll, og på ”Den femte søster” fik det lyriske en del mere plads i forhold til det fyrige. På ”Lys og forfald” kan man med god ret sige, at den udviklingslinje er fuldendt – om end pladen ikke er helt blottet for energifyldte udladninger. Der er nu heller ingen grund til at overdrive de ”nemme points” med det vældige musikalske overskud på violinen, der giver ham mulighed for at udtrykke sine lyriske kompositioner med både inderlighed og overbevisende ekspressivitet. Den mulighed får han så sandelig gjort brug af.
Hvis man skal søge efter udviklingslinjer hos Haugaard, må den voksende fokus på netop det udtryksmæssige fremfor demonstrationerne af hans overlegne teknik fremhæves. Han er et følsomt og ekspressivt menneske, og det får han på smukkeste vis frem i sin musik. Man kan ikke sidde upåvirket efter gennemlytningen af disse toner – medmindre man er et særdeles følelsesafstumpet individ.
På nær et enkelt nummer, hvor livspartnersken Helene Blum oplader sin milde røst, er pladen rent instrumental. Så skal der en del til, for at interessen kan fastholdes på hvert nyt stykke. I kraft af kombinationen af ovennævnte dyder lykkes det Haugaard med stor margen ned til det godkendte niveau.
Det her fremstår som en nærmest begejstret positiv anmeldelse for en vestligt funderet anmelder, men sådan er det – hvorfor søge efter forbeholdene, når de er pokkers svære at få øje på? Haugaard er Haugaard, og det skal han have både gode ord og tak for.
CD: Harald Haugaard: “Lys og forfald” – Pile House Music, Westpark Music, Gateway Music.
