Drones & Bellows, den dansk-tysk-baserede kvintet fra marsklandet, kan nu efter op mod imponerende 40 års virke præsentere os for deres syvende album. Trods deres geografiske base og sideløbende lokale engagement er de fortsat primært dedikerede til traditionsmusikken fra især Skotland og Irland.
Repertoiret er et fint og varieret udvalg af kendte og mindre kendte sange og instrumentale stykker, såvel traditionelle som originale. Desuden bidrager de med selvkomponerede indslag. Ligeledes er de musikalske arrangementer gode og varierede – selvom lysten til variationer sine steder måske tager en anelse overhånd.
Det spilletekniske niveau når ikke den virtuositet, som vi forkæles med af de mere kendte professionelle skotske og irske udøvere. Men det ville også være et urimeligt krav at stille til musikere, for hvem der ikke er tale om en heltidsbeskæftigelse med deraf følgende optimale muligheder og fuld intensitet. Musikerne trakterer desuden hver for sig og samlet en voldsom række instrumenter, og hvor mange kan det med rimelighed forventes, at en bierhvervsmusiker behersker fuldt ud?
De nævnte forhold kan meget vel have betydning for, at musikken kun i varieret grad får løftet sig, og at det fremaddrivende og fjedrende swing i nogen grad er tynget. Andet er som allerede nævnt nok heller ikke et rimeligt krav at stille.
Betydning i den sammenhæng kan det også have, at det store instrumentarium kræver et vist omfang af såkaldt ”lagkageproduktion”, altså at musikerne må indspille visse indsatser med den øvrige musik alene i en hovedtelefon. Swing opstår mellem musikere i levende og nærværende sammenspil.
Noget andet er den musikalske produktion. Drones & Bellows har selv stået for det hele, og de kunne umiddelbart vurderet med fordel have allieret sig med en dygtig og kritisk ekstern producer. Det er svært at mikse mange instrumenter, der næsten alle klinger i mellemtoneområdet.
Mikset er blevet lidt fladt og uskarpt, og de enkelte instrumenter står som hovedregel ikke tilstrækkeligt distinkt. Når de samtidig i studiet har villet tilføje yderligere instrumenter til de musikalske arrangementer, får det samlede lydbillede for mange steder et præg af lidt for massiv uldenhed, og det er synd for musikken.
Lyttet udenom de fremførte tekniske forbehold er ”A River Runs” et på de givne præmisser i nærværende ører ganske sympatisk album med de bedste intentioner.