Bo Schiøler har en dybt imponerende sangproduktion bag sig. Alle teksterne, og vi taler om flere hundrede, er lagt ud til os på den forbilledlige hjemmeside. De fleste af teksterne er gennem årene indgået i de omkring 185 (!!) teaterforestillinger for børn og unge, som Schiøler har stået for. Det betyder, at de overvejende er brugstekster og derfor undertiden kan virke lidt indforståede, hvis man ikke lige kender stykket. Lidt pædagogisk sort-hvide, fordi de skal være hurtige at gribe, er de fleste også.
Akkompagnementet i den righoldige produktion har overvejende været blød rock, velegnet til at synge og spille med på som del af et stykke. Men ind imellem lyser der sange op, som sagtens kan stå alene. Det gælder f.eks. den lysende smukke ”Fodspor i Vandet” fra cd´en ”Råt Guld” (2014).
Det 32. og hidtil seneste CD-udspil fra Bo Schiøler foreligger nu og har fået den lidt kryptiske titel ”Gårdsanger Optur – sange fra den 3. alder”. Det er blevet tid at samle sine livserfaringer og fundere over, hvad der nu skal ske. Albummet kommer nøjagtigt 40 år efter, at Schiøler og Vesterbro Ungdomsgård bragede igennem med Kattejammer Rock, der gav stemme til de forrevne baggårdskatte.
Stemmen er blevet mere rusten med årene, akkompagnementet er blevet mere akustisk og gennemsigtigt, og ordene står stærkere end nogen sinde, hvilket nok må tilskrives, at Schiøler er gået på pension fra teaterverdenen. Dermed kræver det ikke længere et teaterstykkes kontekst at forstå de gode og vedkommende sangtekster fuldt ud, og det virker, som om Bo Schiøler med denne CD for alvor er modnet og sprunget ud som visesanger og -skriver.
Og vingerne kan bestemt bære! Teksterne er tankevækkende og nuancerede. Arrangementerne er lækre og gennemarbejdede, og temaet er, som på de seneste CD´er, den tredje alder: Den vemodige konstatering af, at man er nærmere endestationen, at vennerne falder fra, og at livsopgaverne mere handler om børnebørn end om karriere. Pladen bringer mindelser om Benny Holsts ”Himlen Må Vente” fra 2004, der ligeledes var en livsklog svanesang. Bo Schiøler skriver selv på coveret: ”Sangene på Gårdsanger Optur har alle udgangspunkt i alder og levet liv. Men, håber jeg, lytteværdige på tværs af alder, køn og geografi”?
På ”Gårdsanger Optur” behandles en stor mængde emner med relation til det at blive ældre. Her er det sidste besøg hos en ven på hospice (”På Kant Med Døden”), den tætte tosomhed (”På en god dag”), om at forlige sig med aldringen (”David På Knæ”) og angsten for fremtiden (”Ulven Kommer”). Schiøler er, som det fremgår af hjemmesiden, tydeligvis stolt af sit ridderkors, hvilket kan synes et paradoks for en mand, der har livslange rødder i venstrefløjens kultur.
Men det bør tilføjes, at han velfortjent bl.a. også har modtaget Martin Andersen Nexøs Æreslegat og Scherfig-Kirk-Gelsted-prisen. Og hvem ville ikke være glad over et ridderkors, især når det er givet for en enestående indsats blandt børn og unge? Vemod er nok en naturlig ting for en ældre herre, men Schiøler har nu i sjælden grad også grund til at være stolt.
Bo Schiøler synger og spiller akustisk guitar på pladen. Desuden medvirker Kristian Jørgensen, Hans Ulrik, Lennie Hedegaard Jakobsen, Christian Winding og Ole Kibsgaard. Det er også sidstnævnte, der har arrangeret og produceret, og det er der kommet en fornem lyd ud af.
Albummet anbefales til alle os (halv)gamle, der har trang til og kan lide at se lidt vemodigt tilbage. Men bestemt også til yngre, der vil vide, hvad der venter med årene.