Der er meget Leonard Cohen, Nick Cave, Agnes Obel, engelske Natascha Khan og Kate Bush over Anna Scharling, som dog selvfølgelig grundlæggende er helt sin egen med stor gennemslagskraft og international klasse. Hun har tidligere produceret en EP (2015), der ganske enkelt bar hendes eget navn. Faktisk går et par af numrene fra EP´en igen på det her foreliggende debutalbum ”Sleeping At The Gates”, som udkom 3. marts i år (ja, vi er lidt sent ude, men præsenteres skal hun!).
Det gælder f. eks. ”I Remember The Darkness”, som jeg synes, er pladens smukkeste og mest vellykkede nummer. Vellykket fordi teksten fortæller en historie, melodien er iørefaldende og – ikke mindst – fordi Anna Scharlings særdeles flotte, nøgne, men også noget glatte og kølige lyse, stemme her får et mørkt modspil i en sangduet med Michael Møller.
Skæbnetungt, dvælende, observerende, ret selvhøjtideligt, ikke ligefrem tynget af humor, ind imellem særdeles køligt – men også inciterende, nysgerrighedsvækkende, lækkert gennemarbejdet, arrangeret og udført – og flot. Det er de ord, der umiddelbart falder i pennen ved de første gennemlytninger. Imponerende lydbilleder og stemningsmalende akkorder, men også indadvendt, lidt fortænkt og svær at lukke op! Den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren (f. 1974) medvirker på stort set alt på cd´en, lige fra steelguitar til mandolin og klaver, hvilket løfter og medvirker til pladens imponerende mange-facetterede symfoniske klang. Hertil kommer, at Anna Scharling selv – udover sangen – mestrer både klaver, guitar og wurlitzer. Sangene står stærkest dér, hvor klaverets akkorder rammer dem ind. Det gælder for eksempel på ”Stella The Storyteller” og ”From Hope”.
Anmeldere har talt om, at Scharling udviser en molagtig humor. Måske, hvis man hører godt efter, men forsidebilledet på coveret understøtter klart fornemmelsen af, at der sgu ikke er meget sjov i dette her! Anna Scharling sidder dybt alvorlig – dog omgivet af et par forsonende grønne planter – i noget, der mest af alt ligner en elektrisk stol, lige før strømmen sluttes til. Skal der så nødvendigvis være humor i musikken? Det kunne den kritiske læser spørge, og det er selvfølgelig ikke et krav, men det ville efter min mening bryde det selvhøjtidelige lidt!
En af de mere handlingsmættede tekster på pladen findes på nummeret ”A Guy Named Duane”, et nummer der også er en genganger fra EP´en: Klokken var 5 på en frostmorgen, hvor Anna Scharling var på vej ind for at åbne bageren, hvor hun arbejdede. Pludselig stod hun ansigt til ansigt med en ung, forvirret mand, kun iført boksershorts. Han havde ingen idé om hvordan eller hvorfor, men han var strandet foran sin hoveddør uden nøgle. Scharling forsøgte at hjælpe den næsten nøgne nattegænger, men han ville ikke hjælpes, han skammede sig øjensynligt, og pludselig satte han i løb og forsvandt med boksershortsene flagrende.
Musikken på pladen skriver sig ind i den engelsksprogede singer-songwriter-tradition og kommer fra grænselandet mellem folk, chanson og rock. Ligesom i Melodi Grand Prix er nationale kendetegn visket væk i et forsøg på at mødes på en engelsksproget, globaliseret midte, der holder liv i drømmen om at blive forstået af og solgt til hele verden. Jeg tipper dog på, at kun de færreste danskere vil have tilstrækkeligt gode engelskkundskaber til fuldt ud at forstå de stemningsmalende, overvejende rim-løse tekster på ”Sleeping At The Gates”. Men det gør heller ikke så meget, for ærindet har nok primært været at skabe et vellydende lydbillede, og det er til fulde lykkedes. Vi kommer helt sikkert til at høre meget fra Anna Scharling i årene fremover, men der er indtil videre ikke meget at grine af.
