Buddy Guy (øverste foto) var festivalens topnavn, og det er glædeligt, at han ikke bare er en levende legende, men at han stadig er en fortrinlig sanger og guitarist. Han har et charmerende glimt i øjet og ejer en elegance, som de fleste andre 82-årige kan misunde ham.
Han er også en dreven showmand og kører igennem de kendte rutiner med at spille guitar med alt lige fra trommestikker, ærmer, tænder og håndklæder, og han tog også en trådløs guitarsolo under en runde ude blandt publikum. Med det velspillende band fik vi kun enkelte hele sange, ellers var det en slags best of the blues-potpourri, og hans optræden var meget populær.
Kvinder er klart underrepræsenteret i bluesmusikken, men guitarist og sanger Joanna Connor gjorde sit til at rette lidt op på denne kedelige statistik, og blandt de store stjerner forekom Norman Jackson måske lidt mat. Til gengæld havde han medbragt en sanger og saxofonist, som med en overgearet stil var med til at live op i deres sæt.
Monster Mike (guitar) & Mike Ledbetter (sang, guitar) gav mig den bedste oplevelse på festivalen. Ikke kun synes jeg, at de var hhv. bedste guitarist og sanger, og deres Chicago-blues var meget velspillet og medrivende. Sanger og sangskriver Don Bryant havde The Bo-Keys som backingband. De genoplivede den særlige Memphis-lyd, som især høres i soulmusikken fra storhedstiden i 1960’erne.
Popa Chubba sluttede festivalen af, og selv om aftenen havde været fyldt med energisk blues, så formåede han at fastholde begejstringen blandt de fleste (ellers udmattede) festivalgæster.
Hvis man ikke bryder sig om elguitar, så er man gået forkert til Blues Paradise. På pladeindspilningerne med de deltagende musikere er en guitarsolo mest brugt som krydderi i sangene, men live er det nærmest omvendt. Her bruger de fleste guitarhelte sangene som et alibi for at fyre lange soli af. Jeg (og de fleste andre) nyder det, men må da indrømme, at dag 2 på festivalen især var mætningspunktet for hylende guitarer nået, og man savnede lidt flere musikalske nuancer.
At bluesmusikken indeholder så meget andet end elektrisk blues, fik vi kun glimtvis bevis for. Derfor savner jeg også mere akustisk country-blues på festivalen, så man både kan hvile ørerne lidt og samtidig opleve bredden i the blues. Festivalen i Arena Næstved, ’søster’ til den veletablerede i Frederikshavn, var ellers godt afviklet, og man kan håbe, at den bliver en fast årlig begivenhed.