Rootszone.dk har bedt vores anmeldere lave en Top 3 (faktisk 4 i første ombæring!) over de albums, som de hver især holder allermest af blandt de udgivne i 2012. Jens Koch lægger ud med dette tilbageblik, og frem mod jul og nytår kommer flere på banen. Håber det kan give inspiration og lyst til selv at lytte.

Woody, Seeger, Flatlanders og Chieftains

Mine bud på årets bedste plader tager sig ved første øjekast umåddeligt konservative ud, og de emmer heller ikke just af babybleer. Alligevel kom de til verden i 2012, og selv om de indeholder genudgivne numre, forefindes også det notoriske salgslokkemiddel i pladeverdenen: “Previously unreleased songs”!

1. Folkemusikken fejrer rundt

Woody Guthrie: Woody at 100.

Woody Guthrie ville i år have rundet 100, hvis ikke han allerede mindre end halvvejs var blevet stoppet på sin kurs af sygdom og tidlig død. Datteren Nora Guthrie har for nylig beskrevet sin far som den første songwriter/punk-rocker og den sidste europæiske troubadur.

Det passer måske ikke helt i historikken, men det stemmer perfekt med attituden, det rebelske og det poetiske, der kom til udtryk i de bedste af hans sange. Woodys kanon er blevet genudgivet i lind strøm gennem årene, ofte uden hensyntagen til tematik og udgivelsessammenhæng, og uden at der er givet mulighed for at perspektivere sangene til det menneske, Woody var. Det er der rådet bod på i flere af årets forskellige udgivelser. “Woody at 100” er den bedste, fordi Smithsonian Folkways har gjort sig umage med at finde gamle optagelser fra radioshows, og fordi det er lykkedes at finde nogle alternative udgaver af de kendte sange. Men også fordi man har gjort sig ulejligheden med at nyproducere de gamle masters, og fordi bokssættet indeholder en 150-siders bog, der sætter personen og sangene i relief. Køb boksen til et ungt menneske med blod på tanden til at kende en ægte radikal amerikaner – eller nyd den selv.

2. Vidnesbyrd

Pete Seeger: Pete Remembers Woody

Køb derefter pladen med Guthries rejsekammerat fra tiden før 2. verdenskrig, Pete Seeger, da de hoppede på godstog og stillede op til strejkemøder og demostrationer. Guthrie var troldmanden, Seeger læresvenden. De var ikke venner i gængs forstand, men et umage par, den ene rodløs vandringsmand, den anden af akademisk herkomst med solid familiebaggrund. De havde imidlertid noget at give hinanden, fællesskab i det politiske og modspil musikalsk, hvor Pete oftest var den første, der hørte hver ny sang.

På dobbeltcd’en med 48 skæringer får vi i montageform en talende biografi med musikledsagelse. Pete på 93 magter ikke længere den lyse tenorsang, men han har stadig en varm og vedkommende fortællerstemme, og så veksles der mellem Seegers mange anekdoter, historiske optagelser og helt nye indspilninger med en række af Petes mange venner i miljøet. Selvfølgelig bidrager Arlo Guthrie, og Roger McGuinns stemme høres også iblandt, men ellers er det navne, der er ukendte i Danmark. Fordi Seeger så ofte var en beskeden bisidder i sangenes tilblivelsesproces, er hans fortælling et vigtigt vidnesbyrd om Guthries færden og væsen. Som sidegevinst rummer fortællingen så også en mindre del af Seegers egen historie.

3. Glemte bånd

The Flatlanders: The Odessa Tapes

Sylvester Rice, en amatørmusiker, fandt en dag i sin kælder nogle tresporsbånd, som han i sin ungdom havde indspillet sammen med sine ungdomsvenner, deriblandt Joe Ely, Jimmie Dale Gilmore og Butch Hancock, i januar 1972. Musikerne havde på det tidspunkt ikke et gruppenavn, de var bare nogle venner, der hang ud sammen i et kunstnerkollektiv i Lubbock, Texas. Som Ely senere har sagt, var musikerne totalt blottet for kommercielle ambitioner, men de fornemmede alligevel, at hyggesangene i kollektivet var modne til et større publikum.

Derfor lejede de et studie i Odessa, hvor de spillede frit fra leveren, ligesom de plejede, og de bemærkede knap nok, at der var mikrofoner i rummet. Der blev båndet en kassettekopi foruden masterne, som Rice tog sig af. Musikerne hørte kopien – og det lød forfærdeligt! Det var ikke selve musikken, der stank, men overførselsteknikken havde været så ringe, at lyden var forvrænget. Så Odessamasteren forblev glemt, indtil Rice ryddede op i sin kælder sidste år. Han blev glædeligt overrasket, og da han præsenterede masteren for Joe, Jimmie & Butch – der i de mellemliggende år var blevet kultfigurer, alene og sammen i The Flatlanders med omkring 60 plader bag sig – besluttede de at udgive “The Odessa Tapes”. ‘

Det er lamslående dejligt at lytte til de unge musikere. Sangene, der enten er countryklassikere eller skrevet af musikerne, har ikke de komplekse dybdelag, som kendetegner specielt Hancocks senere poetiske sange, men sangene virker sprøde og friske – og musikernes spilleglæde er enorm og utæmmet.

4. Folkemusikken i det ydre rum

The Chieftains: Voice of Ages

The Chieftains fulgte den slagne vej med traditionel irsk musik på sine første 10i plader til og med 1979. Så fik gruppens leder Paddy Maloney den dengang lidt spøjse ide, at det var på tide at indlede en ny fase, hvor man indgik i samarbejde med andre musikere, først fra beslægtede genrer, siden med gud og hvermand (se listen på Wiki). Efterhånden har gruppen indspillet flere plader i denne niche end de oprindelige 10, og i år, hvor man fejrede 50-året for gruppens opståen, kom så “Voice of Ages.”

Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan goutere sådanne stilbrud, og nogle er stået af, men tager man musikken på dens egne vilkår, er the Chieftains vel aldrig mislykket med konceptet. På denne plade er det langt hen en ny bunke, der vendes, men i én henseende adskiller den sig, næsten som en kuriositet. Astronauten Cady Coleman tog nogle af The Chieftains instrumenter med sig, da hun var en tur i det ydre rum, og på pladen kvitteres så med “Chieftains in Orbit.”

Vi glæder os til at henlede opmærksomheden på flere albums i de kommende par uger.