Dreamers' Circus. Pressefoto

Dreamers’ Circus. Pressefoto

Verdensmusikkens internationale networking platform WOMEX finder sted fra d. 22 til 26. oktober., og det er i år 20. gang. De fem dage har et stort program med møder, konferencer og handel, men ikke mindst med langt over 100 showcases, hvor musik fra et hav af lande får en præsentation.

Der er officiel åbningsceremoni onsdag med bl.a. bandet The Roots på scenen i Auditorio de Galicia. Dem kender mange nok fra Jimmy Fallons late night show på DR3. WOMEX foregår i Santiago de Compostela i det nordvestspanske hjørne af Spanien, nemlig Galicien.  

I de næste dage spiller bands fra op imod et halvt hundrede lande, bl.a. Estland, Finland, Tyskland, Italien, Portugal, Ungarn, Storbritannien, Frankrig, Mexico, Malaysia, Sydafrika, Cameroun, USA, Cap Verde, Angola, Argentina, Ungarn og mange flere, selvfølgelig inklusive Spanien selv. 

Fra Danmark har Dreamers’ Circus fået chancen for at spille for dette internationale og vigtige publikum – og fra Norge er det Gjermund Larsen – begge i forbindelse med Nordic Club lørdag aften, som altså er genoptaget. Et koncept, der havde stor succes, da WOMEX igennem tre år foregik i København. Også Sverige er med i klubben, nemlig med bandet Tarabband, som både har svensk, irakisk, fransk og egyptisk islæt. Og så står Den Sorte Skole også på lørdagens natprogram foruden franske Greg de Villanova og DJ Marfox fra Portugal. Blandt prismodtagerne søndag er den berømte fadosangerinde Mariaza.

WOMEX startede i Berlin i 1994 og var tilbage igen i 1999 og 2000, og siden har den store musikmesse været i Bruxelles, Marseille, Stockholm, Rotterdam, Essen, Newcastle, i Sevilla i 2003, 2006 og 2008, hvorefter København fulgte i 2009, 2010 og 2011. Her fik vi rigtigt øjnene op for messens betydning og fik naturligt nok masser af fokus på dansk og nordisk musik. Ideen med at afholde messen det samme sted tre år i træk, fortsatte man ikke med, for i 2012 fulgt Thessaloniki og Cardiff i Wales i 2013. Til næste år står Budapest for tur. Mere end 20 europæiske byer ansøgte om at være værtsby perioden 2015-17, og med den ungarske hovedstad bliver det første gang, at WOMEX holdes i en centraleuropæisk by.

Santiago de Compostela er UNESCO verdensarvby og har en smuk, gammel bydel, som der også bliver rig mulighed for at opleve, da de fleste koncerter foregår tæt på. Det er nemt at navigere rundt i det hele og det meste er i gåafstand. Ja, man burde sandelig være der!