Jiggy er et spændende nyt navn fra Irland, som netop er annonceret til årets jubilæumsfestival i Tønder. De er et ottemands-musikerkollektiv mere end ’blot’ et band, og de har hurtigt fået vind i sejlene med deres miks af traditionel og dog groovy irsk folkemusik iført inspiration fra den mangfoldige musik, som går under navnet verdensmusik. Jiggy udgav i 2017 debuten “Translaten”, som blev beskrevet som ”et exceptionelt og berusende album”. Videoen til sangen “Silent Place” er en hyldest til dansen som et globalt fællesskab, og den fik flere end 65 millioner visninger på nettet.

Skipinnish

Så ”Translate” bragede igennem både i Irland, Frankrig, USA, Australien, Canada, Polen og Storbritannien, og bandet har spillet i f.eks. Indien og Kasakhstan og diverse europæiske lande i. Om albummet ”Hypernova” fra 2020 skrev ”The Living Tradition”: ”New and old, freshly ancient and anciently refreshing”. Jiggy skal nok blive et godt bekendtskab.

Anden nyhed er norske Gangar (øverste foto), som ikke må forveksles med danske Ganger. Gangar fra Oslo debuterede i 2021 og fik hurtigt et fornemt ry med deres friske bud på traditionel nordisk folkrootsmusik. Men de giver musikken andre arrangementer og pift fra rock, metal og jazzimpro. I 2022 kom EP’en “Tre Danser”, og i efteråret 2023 kom albummet “Stubb”. Gangars fem medlemmer serverer en sound med hardangerfele, saxofon, guitar, bas, og trommer. Kom bare an deroppe fra fjeldene.

Det er i øvrigt skotske Skipinish, der åbner Tønder Festival onsdag 21. august, og så er vi da godt i gang og kan regne med alle mulige musikgodter de næste fire dage – fra i år jo fra onsdag til lørdag nat. Dagene byder også på de populære koncepter ”Women’s Circle” og ”Gentlemen’s Circle”, som begge skaber magiske øjeblikke, uventede oplevelser og introduktioner, som ofte varer længere end de enkelte sange, men med masser af stemning og godt humør.

Mary Gauthier

Damecirklen dannes af amerikanske Mary Gauthier, hendes kollega Jaimee Harris, fra Canada er det Candace Lacina fra bandet The Hello Darlins, fra Skotland populære Julie Fowlis, gælisk sangerinde og multiinstrumentalist. og herhjemme fra gensyn med Signe Svendsen, som har fået stor ros også for sit seneste album “Hvem vil ikke elskes igen.”

Hans Thessink

Mændenes cirkel spiller (også) med på hinandens sange og fortæller gode historier. Årets Gentlemen singer/songwriters kommer fra USA, Canada, Holland, USA og Uganda. Sidstnævnte er sangskriveren Jon Muq, der er født og vokset op i det afrikanske land, men er flyttet til USA, hvor hans karriere har taget fart. Tim O’Brien, sangskriver, bluegrassmester og veteran på Tønder Festivals scener, kommer, og vi får endnu engang glæde af den hollandskfødte, formidable blues og rootsguitarist Hans Theessink. Han er som enkelte andre også nærmest en del af festivalens DNA siden starten i 1970’erne. Fra Canada er der gensyn med sangskriver og fremragende slideguitarist Joey Landreth og to medlemmer af supergruppen The Hello Darlins, Mike Little og Brett Ashton.

Eks-radioværterne Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen, som i årevis sendte deres populære program “Brødrene” live på DR og fra TF, er tilbage ligesom i 2023, og i år bliver det for fuld volumen. Nu har de to egen radiostation, Radio Mars, som åbnede i april og har fået en overvældende modtagelse. De to gæve og musikelskende herrer slår sig løs på Bolero-scenen torsdag, fredag og lørdag, kl. 11 til 13, hvor de får besøg af aktuelle Tønder-kunstnere til hyggelig snak og livemusik. Overskriften er Brunch Med Brødrene, og publikum kan købe netop en lille brunch og samtidig nyde Radio Mars’ univers sammen med de to hyggelige og musikvidende herrer.

Alex Nyborg Madsen

Det samme er et andet ”sæt” værter, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, som via deres podcast “Rockhistorier” kommer vidt omkring og ud i alverdens hjørner af musikkens verden og nu også ”med folkhistorier”. For de to findes der kun to slags musik: God og dårlig. Bare de selv må definere, hvad der er hvad. De har gjort det før på TF og gør det igen krydret med gode snakke på scenen.

Folkhistorier er på sæt og vis også en del af GAFFA Talks på Tønder. Musikmagasinet fyldte sidste år 40, og på scenen interviewes udvalgte kunstnere. Samtalerne fokuserer på de pågældende kunstneres karriere og sangskrivning. Og mon ikke de giver en lille én – altså et akustisk nummer eller to.

De yngste på festivalen kan også se frem til kreative og sjove aktiviteter i Familieuniverset sammen med xx pædagogstuderende, legeland og børnekoncerter.