Som de fleste nok ved, er hele dagen i dag den 25. oktober dedikeret til dansk musik, både i radioen hvor den har været i gang fra den årle morgenstund og ude på spillestederne. Efter sigende er der op mod 1000 live musikarrangementer.

Hvor er det herligt på den måde at fejre dansk musik, som er så utrolig varieret og talentfuld. Lad os håbe, at der også bliver spillet noget folkemusik på de danske kanaler i dag.

Samtidig er Venue Lab nået til sidste runde. Det et et projekt, hvor musikere med meget forskellig baggrund og erfaring er blevet sat sammen og udfordret til at skrive 30 minutters ny musik med hinanden. Lokale spillesteder har været igangsættere og sparrangspartnere, ligesom lokale musikere naturligvis har medvirket og deltaget i de workshops, som er bevet afholdt hvert sted.

De tre første runder har betydet masser af kontakter for de medvirkende, og spillestederne har været gode medspillere også i den skabende fase.

Den kommende weekend byder på sidste runde, og det foregår i hhv. Huset i Aalborg d. 26. oktober, i Drivhuset, Skive lørdag og Rockstjernen i Herning på søndag.

Holdet i Aalborg består af Thomas Buttenschön, Eyvind Guldbrandsen og de lokale Anders Westmark og Sofie Trolde.

I Herning er det Sara Saxild (fra Under Byen), Johs. Nørlykke (Vincent Van Gogo) – og lokale Jonas Dam og Mads Hye. I Skive bliver det Asbjørn Toftdal og Mike Andersen sammen med de lokale Thomas Odder og Aske Teilgaard.

Succesfulde navne som f.eks. Mads Langer, Naja Rosa Koppel, Ester Brohus, Christian Hjelm og flere andre har tidligere deltaget. Gå ud og hør dansk musik – ikke bare i dag, men også i weekenden og året rundt.

Projektleder for Venue Lab er Roar Amundsen (”Kamel, kamel” med mere).