Ambassadeurs
Det er i forvejen svært at forstærke akustiske instrumenter og lave god lyd på store scener; når instrumenterne så også er eksotiske og nærmest ukendte – og der kun er kort tid til en åben lydprøve, lydfolkene ikke rigtig ved hvilke instrumenter, der løbende skal fokuseres på. Så står de stakkels lydteknikere med store problemer, og det kan halte med lydgengivelsen. På årets Roskildefestival var dette årsagen til, at der var flere eksempler på musik, som ikke blev helt ’udfoldet’.
Flot så det ud, da Les Amassadeurs store besætning i farvestrålende dragter og med netop kora og flere andre eksotiske instrumenter fyldte den store Arena-scene. Rytme- og lydorgiet strømmede ud og spredte glæde og dans. Men det var tydeligt, at de enkelte solister kæmpede forgæves for at trænge igennem massen, fordi lyden ikke blev mixet rigtigt. De kiggede lidt forvirret rundt og prøvede diskret at signalere til teknikerne.
Balkan Kahns
Balkan Khans havde samme problem. Nogle af Østeuropas bedste musikere på hhv. violin, en speciel sækkepibe, og en slags mandola samt keyboards havde slået sig sammen med verdens bedste human beat-box’er Skriller. Netop sidstnævnte fik (ikke uventet) den største opmærksomhed også i lydbilledet på bekostning af et hold lettere forvirrede supermusikere. Igen måtte rytmerne kompensere lidt for virtuoserne. Det blev da også en opvisning i en række af de komplicerede Balkanrytmer.
Så var det nemmere for Omar Souleyman at få distribueret sin syriske musik ud på pladsen. Med sang og elektroniske instrumenter blev det til omsat til hypnosedans på plænen. Dette var mere et eksempel på eksotisk techno end moderne folkemusik.
Rylie Walker burde være en succes. Gode sange og hvad der lød som en ung Tim Buckley i sangstil. Samtidig brugte han elegant mange avancerede måder at stemme guitaren på og beherskede et sikkert fingerspil, som kan minde om John Renbourn og Bert Jansch. Valget med at bruge en elguitar med ekstrem distortion og et keyboard med meget rumklang gjorde den samlede lyd noget rodet i mine ører. At Walkers stemme så heller ikke kan måle sig med Buckleys i nuancer og udtryk, og publikum ikke blev fanget at den introverte musik, betød, at succesen ikke kom i hus.
Pete-Seeger-sing-along
Pete Seeger and Beyond. Næsten helt uden for festivalprogrammet og uden skiltning var der fredag, lørdag og søndag formiddag et helt nyt tiltag. Lokale Frederik Thaae – også kendt som A Kid Hereafter og officiel bykomponist – havde valgt at hylde Pete Seeger (1919-2014) med et sing-along arrangement. Vi kender vel alle Seegers evne til at aktivere et stort publikum med sin karakteristiske forsang. I stedet for denne havde man lavet en teleprompter, der kørte teksterne øverst på scenen, og det virkede godt uden at blive karaokeagtigt. Thaae havde medbragt nogle lokale musikere og Sys Bjerre, som åbenbart også har en lille latent folkesanger i sig, og Hootenanny-ideen er nok brugt før herhjemme, men den er så god, at den burde tages op igen. Der er mange folkesange at tage af.
Perota-Chingo. Fotos: Claus Hellgren
Til sidst en overraskelse: Perotá Chingó er først og fremmest de to argentinske syngepiger Dolores Aguirres og Julie Ortiz. Deres harmonisang kan minde om de svenske First Aid Kit, før de blev kommercielle eller My Bubba. Men hvor disse henter inspiration primært fra Nordamerika, så præsenterede argentinerne spansksprogede sange fra hele Sydamerika. De synger begge godt hver for sig, men når de synger sammen, så løfter musikken sig, og så betyder det mindre, hvor mange spanske gloser man opfanger. De blev hjulpet af en guitarist og percussionist og viste ægte glæde ved at synge sammen. Uskolet, ikke intellektuelt, ikke iscenesat, men fordi de ikke kan lade være, uanset om de befinder sig på gaden, på en bar eller på en stor scene. Prøv bare at finde nogle sange med dem på YouTube. Min egen favorit er blevet ”Ando Ganas”. De fik nogle mikrofoner og klarede resten selv. Resultatet var perfekt lyd! God lyd er ikke bare at undgå mislyde. Det er at få dynamikken, balancen og energien i musikken med. Teknikken er der, og når akustisk musik skal forstærkes på store scener, er det bedst, at musikerne selv – eller lydteknikere, der kender musikken intimt – styrer lyden.
Roskilde Festival er en fejring af de nye tendenser i den elektriske musik og bliver afviklet på dens præmisser. Men som det fremgår, kan man med lidt god vilje også her stadig finde rootsmusik.
