Michael er født i Odense den 11-12-1981, og han er søn af den afdøde spillemand på violin og nøgleharpe Jens Graubæk. Jens havde et stort traditionelt repertoire, og han var desuden en meget fin og poetisk komponist. Michaels mor er den fine traditionelle danser og dansekender Anne-Mette Graubæk. Michael lærte fra de tidlige barneår af sin far, men han blev også i en årrække undervist af spillemanden Herluf Donslund fra Højby og af undertegnede. Jeg var desuden lærer for Michael på Lilleskolen i Odense.

En aften, hvor Lang Linken spillede på Bakkegaarden i Højby, sad Michael som ca. 10-årig nede i hjørnet og spiste sammen med sine forældre. Typisk for Michael var han fokuseret lyttende, og samtidig kunne han læse koncentreret i en Jumbo-bog. På et tidspunkt, hvor vi spiller ‘Vejledalsvalsen’, som har et for mig djævelsk svært stykke i 2. position, kigger Michael op fra Jumbo-bogen og siger stille og klart til sine forældre: ’Det var falskt’. Hvorefter han igen kaster blik og koncentration ned I Jumbo-bogen.

Siden er der sket så meget, Michael er kommet mere end veluddannet ud fra Det fynske Musikkonservatorium, hvor han har brugt sin studietid dybt tjekket, professionelt og med størst muligt udbytte. Han er simpelthen en af vore allerstørste spillemænd nu i 2010. Hans spil er poetisk, forfinet, groft, uforudsigeligt, sammenhængende, underholdende og så har det den I mine øjne rette balance mellem respekt for traditionen og udfordring af traditionen, og han blev meget naturligt Danmarksmester i Folkemusik ved et nys overståede mesterskab i Præstø. Til lykke med det Michael.

Michael får nu ordet, hvad angår svarene. Jeg stiller spørgsmålene:

Hvordan får du dit liv til at hænge sammen økonomisk? Kan du leve af din musik?

“Der er perioder på året, som er bedre end andre vil jeg sige, så når undervisningssæsonen er slut, skal der jo lidt ekstra indkomst til, hvis der ikke er spillejobs nok. I denne sommer har jeg haft ekstra arbejde som handicaphjælper. Det tager tid at få opbygget et netværk, og det er ikke let at få arbejde som musiker. Finanskrisen har ikke hjulpet på dette, da folk generelt har sparet på fester og ikke kommer lige så meget ud til koncerter mere. Mange små spillesteder har også fået mindre eller ingen økonomisk støtte de sidste par år. Eftersom jeg har fået udgivet 3 CD’er og ikke har modtaget SU i mit sidste studieår, har min hovedindtægt været mit musikervirke, og det har medført at Ftf-a (A-kasse) har dømt mig som selvstændig virksomhedsdrivende og med ingen ret til dagpenge.

Men som tiden går det bedre og bedre. Jobs avler jobs, så jeg hænger i det bedste jeg har lært.”

Prøv at tænk alle dine læremestre igennem og sig så, hvem der er din største inspiration.

“Listen er lang når det kommer til mine læremestre:

Min far Jens Graubæk, Herluf Donslund, Poul Lendal, Tove De Fries, Peter Uhrbrand, Klaus Pindstrup, Harald Haugaard, Kristian Jørgensen, Ruthie Dornfeld (USA), Arto Järvelä (FIN), Pia Kleemola (FIN), Mikael Marin (SVE), Olof Misgeld (SVE), Olav Johansson (SVE).

Den største inspirationskilde er uden tvivl Klaus Pindstrup. Jeg havde ham som lærer 2 år før konservatoriet, og 4 år mens jeg studerede. Han er den, som har haft størst betydning for min udvikling og tankegang indenfor folkemusikken. Måden som Klaus Pindstrup spiller Himmerlands-traditionen på, er noget som han har taget fra de gamle mestre (Otto Trads og andre) og udviklet videre til sin egen ekvilibristiske stil. Har man modtaget undervisning hos ham, ved man godt ,hvad jeg mener. Han er jo næsten et ”one mand band” og han udvikler sig konstant. Det er hele violinen, som er i centrum og sjældent med kun én streng af gangen. Kilden til inspiration er stor, og det handler meget om at lege med melodierne og konstant forsøge at akkompagnere sig selv med akkordspil samtidig med melodispil.

Melodierne bliver sjældent udført på samme made, da udgangspunktet er, at musikken lever og situationen, man står I, altid er en anden. Begravelser, konfirmation, bal, koncert…der er mange steder, som kræver en dygtig spillemand til at kunne forvalte melodierne, efter hvad situationen forlanger. Det har jeg lært fra ham. Dette kræver et stort overskud på sit instrument og et endnu større overskud mentalt til at kunne opsnappe stemningen i lokalet, så man ved hvad ”de” (publikum) har brug for.”

Hvis vi ser bort fra dine læremestre, hvem er så din største inspirationskilde lige nu?

“Jerry Holland, en nu desværre afdød spillemand fra Cape Breton, som jeg mødte første gang for små 10 år siden. En fantastisk god violinist og et meget sødt menneske. Han har et meget let touch på sin violin og et skønt drive, når han spillede.

Willie Hunter fra Shetland er også en kanonfed spillemand, som virkelig også har fat i den lange ende. Han havde en utrolig rå spillestil men kunne samtidigt også skifte til en meget inderlig tone, hvis melodien krævede det.”

Hvordan kan det være, at du pludselig – midt i en koncert med dansk traditionsmusik – spiller en mexicansk polka?

“Den polka, du tænker på, må være den, som jeg lærte af Ruthie Dornfeld, der hedder ‘Tex-Mex Polka’ (nok fordi hun ikke kunne huske navnet). En fed polka som er ret teknisk krævende, som er utroligt sjov at spille. Jeg kunne simpelhen ikke lade være med at spille den, og jeg mener nu ikke, at folkemusikpolitiet var til stede under koncerten, så derfor spillede jeg den. Jeg går som regel ikke så meget op i lige hvor melodierne kommer fra, men mere om kvaliteten er god, og at situationen kræver den type melodi. Hvis folk råber efter en schottish, spiller jeg gladelig en norsk schottish eller en anden skandinavisk melodi. Når vi går et par hunderede år tilbage, er det alligevel et meget ens repertoire, vi har nord for Danmark. Der er ”danske” melodier, som folk fra Sverige, Finland, Skotland eller Norge mener er deres egen traditionelle melodi.”

Spiller du helst koncert eller til dans?

“Jeg elsker at gøre begge dele, men hvis jeg skal svare lige nu, så må det være at spille til dans, der er det mest naturlige for mig og dermed det sjoveste. Det er jo brugsmusik, og det passer i min forstand bedst til at danse til.

Det er jo to vidt forskellige ting at sammenligne, og der er mange ting, der skal ændres på, når man spiller det samme repertoire til dans og koncert. Der skal kæles langt mere for melodierne, når det er til koncert, hvor man ikke skal spille dem i så lang tid af gangen som til dans. Koncertdelen giver mulighed for at finde ned i en anden dybde af tradition og melodierne. Kunsten er så stadig, at materialet appellerer til dansen, og at musikken svinger/ eller man viser, man har tawet endnu, selvom man har ændret lidt.”

Hvordan kan det være, at du spiller i duoen Rannok sammen med Theis Langlands?

“Theis lærte jeg at kende på konservatoriet i Odense, hvor han var på den rytmiske linje, men startede samtidig som jeg. Vi var i et crossover-projekt mellem folkemusik og rytmisk linje med med temaet countrymusik, ledet af Perry Stenbäck. Vi havde selvfølgelig set hinanden før det, men det var her, at vi begyndte at snakke sammen, og det var vi gode til! Vi blev hurtigt gode venner efter det, men begyndte faktisk ikke med at spille med hinanden endnu. Det var maden og madlavningen, der trak. Theis er udover at være en fantastisk musiker også en mageløs kok. Theis begyndte at spørge lidt om det der folkemusik, ”Hvordan var det lige man gjorde det?”. og så gik jeg jo til værks! Han fik en ordentlig stak CD’er, med hvad jeg syntes, han kunne trænge til at høre, som var alt fra Tinus-Brødrene til La Bottine Souriante.

Vi har spillet sammen siden 2006 og har netop udgivet vores første CD som hedder ‘RANNOK’. Theis og jeg har skrevet det meste af materialet selv med klare referencer til traditionen i Danmark og i Skotland, og vi er meget glade for at ha’ udgivet vores første af forhåbentlig mange CD’er. Måden vi spiller på er med stor respekt og passion for den gamle danske musik, men også med et mere moderne udtryk og entusiastisk tilgang til musikken.”

Hvad er Rannoks vision?

“Vores mål er at dele vores passion for den danske folkemusik med et bredt internationalt publikum. Vi vil have at dansk folkemusik bliver hørt og værdsat i Danmark såvel som i udlandet. Vi arbejder hårdt på at etablere os selv på den danske og den europæiske folkemusikscene. Vi ser os selv som profesionelle og meget dedikerede musikere.”

Hvordan ser det ud for dig og den danske folkemusik om 10 år? Har vi en folkemusikuddannelse på mere end ét konservatorium?

“Jeg tror ikke, at vi har flere uddannelser, men det er svært at spå om fremtiden. Jeg mener, at det, som holder konservatoriet i live, som det er nu, det er ROD.

Hvis der ikke fortsat var dette vidunderlige stævne, så ville Folkemusiklinjen ikke være tilstede den dag i dag. Der er simpelthen ikke nok unge, som ville ha’ fundet frem til folkemusikken, hvis ikke der havde været ROD. Der er ikke mange alternativer til at møde folkemusikken, hvis du som ung spiller musik. Der er langt i mellem de musikskoler, hvor man kan blive tilbudt folkemusik. Om 10 år vil der pga. folkemusiklinjen være flere uddannede folkemusikere, som sandsynligvis får musikskolejobs, og kan herved skabe en bedre og bredere ramme for folkemusikken til dem, der ønsker at møde den. Men det er også bare den ting, at det skal være et tilbud og et alternativ til dem, som spiller musik. Vores nabolande i Norden har igennem mange mange år haft folkemusik i musikskolerne, og jeg ved, at det i Sverige nærmest er obligatorisk at spille bade klassisk og folkemusik, når man starter på violin. I Norge og Finland har de også meget større fokus på værdien i folkemusikken, og de har igennem lang tid også satset meget fra statens side I, at dem, der lærer musik, også får en del af deres nationale kulturelle arv med sig.”

Vælter du rundt i lækre spillejobs om 10 år eller må du ud og læsse varer i IKEA?

IKEA bliver det nok aldrig…

“Om 10 år har jeg forhåbentlig dejlige spillejobs. Det har jeg også nu, men flere er dog velkomne. Mit mål er at få skabt et godt nærmiljø, der hvor jeg bor, eller tæt ved i det mindste. Jeg er i gang med at bygge et netværk op, som jeg startede på, allerede da jeg studerede, men det skal blive meget større. Igen vil jeg sige, at jobs avler jobs. Hver gang du er ude at spille, bliver ‘det hellige budskab’ spredt, og muligheden for et job mere er sat i gang.

Folkemusikken herhjemme har på papiret og for mange almindelige danskere et dårligt eller halvsløjt renommé. Hvis jeg går hen til en på gaden og spørger vedkommende om, hvad han/hun mener og har hørt om dansk folkemusik, er svaret sjældent positivt. Hvis man spørger folk, om de har hørt eller oplevet irsk folkemusik, har de som regel et meget mere positivt syn på det. Dette er svært at kæmpe mod, som nutidens spillemand nu, når man har den danske folkemusik så kær. Tiden er dog på vores side, da der er flere og flere, som begynder at få øjne og ører op for folkemusikken, og der er konservatoriet i Odense livsvigtigt for den videre udvikling og bevaring af folkemusikken, mener jeg. Hvem ved; om 20 år kan det være, at vi er der, hvor Sverige, Norge og Finland er i dag?”

Hvad er din violin for én?

“Jeg er den lykkelige ejer af en Bernadel-violin (1848, Paris). Det er nok en af Bernadels elever, som har bygget den, tror jeg, fordi ellers havde prisen nok være væsentlig højere.”

Hvad måtte du betale?

“75.000kr (og den lyder som 1 million).

Jeg har igennem de sidste 8 år en gang om året skrevet til samtlige strengefirmaer, som jeg har kunne finde på internettet for at spørge, om jeg måtte få et test-sæt af dem, hvilket har resulteret I, at jeg har fået op til 5 sæt strenge ad gangen! Kvit og frit, dog har jeg så også svaret på deres skema, som de sender med, hvor jeg har vurderet deres strenge.

Jeg bruger Evah Pirazzi-strenge, som er en hybridstreng, da det er kunst-tarmstrenge. De er de bedste, jeg har prøvet, dog undtagen e-strengen, da den har tendens til at pive lidt, så der bruger jeg en Eudoxa e-streng, som er omspunden og dermed lidt kraftigere. Så knækker den, når den bliver slidt, ligesom de andre strenge, i stedet for at den bliver falsk i tonen, når den er blevet for gammel og slidt.”

Hvad synes du om den P.T.?

“Det er Violinen i mit liv!”

Hvad er din bue for én?

“En fransk mesterbygget Audinot-bue. Skøn bue som var svær at lære at bruge (tog mig ca. 2 år før jeg kunne gøre med den, som jeg ville, og som jeg kunne tvinge min gamle bue til. (Den gamle var en let tysk Fresner-bue til 18.000 kr.).”

Hvad måtte du betale?

“Audinoten gav jeg 38.000 kr. for.”

Hvad synes du om den P.T.?

“Det er en mageløs bue, den er relativt tung og grænser næsten op til en vægt som en bratsch-bue, men det passer godt til violinen og til min spillestil.”

Hvordan er du forstærket?

“Jeg har en AER forstærker (compact 2, 602 og den nyeste DPA mikrofon 4099.

AER forstærkeren koster ca. 5000.kr og DPA’en ca. 4000 kr.

DPA’en mikrofonen er den bedste, jeg har prøvet hidtil. Den er temmelig resistent over for feed i forhold til den ældre 4060’er. Den giver en god og meget præcis lyd af intrumentet, samtidigt med at den er nem at bruge, og den er fleksibel, så man kan flytte rundt på den, så man får den lyd, man vil have. Det eneste negative, jeg har at sige om det, er, at den kan genere ens synsfelt over gribebrættet, fordi den er lidt stor, men så er det jo godt, at man skal kigge ud på dansegulvet eller på publikum når man spiller.

AER’en har været en trofast følgesvend i de sidste 6 år, og jeg kan kun anbefale den. Den er lille og handy. Perfekt til små spillesteder hvor man bare lige skal ha’ løftet lydniveauet en smule, og til større scener bruger jeg den ofte som min egen personlige monitor, så jeg kan have ordentlig lyd og selv have kontrol over den.”

Hvilken musik hører du i ørebøfferne P.T.?

“Jazz-musik som oftest. Miles Davis, John Coltrane, Pat Metheny, Stuff Smith, Joe Venuti og mange andre.”

Den 24. september optræder Rannok på Global i København ved arrangementet Alverdens Musik. Her skal de spille sammen med musikere fra Tyrkiet og Afghanistan. I starten af november tager duoen til England, hvor de har en uges turné i Nordengland og Skotland.

www.myspace.com/rannokmusic

Poul Lendal