Rootszone.dk bringer hen over den næste uges tid et antal reportager og anmeldelser fra den canadiske festival Celtic Colours, der fandt sted i oktober på Cape Breton Island i Nova Scotia. Journalist Abelone Glahn og musiker Peter Abrahamsen deltog og har skrevet artiklerne.
En kraftig regnbue tegner en ubrudt halvcirkel over Big Pond Firebrigade Volunteer Station, der ligger med den smukkeste udsigt 50 meter fra Bras d’Ors bred. Det store hus, der rummer såvel brandstation som en kæmpesal med plads til mindst 300 mennesker, er opført af fællesskabet omkring flækken Big Pond, der ikke rigtig er en by, men en lang strækning med spredte huse, sådan som mange ”byer” på Cape Breton er. I aften er Harald Haugaard sammen med Mikkel Grue og Sune Rahbek aftenens hovednavn under overskriften ”Along The Shores Of Bras d’Or”.
For to år siden var Haugaard huskunstner på Celtic Colours, det som kaldes Artist In Residence, hvor en lokal kunstner og en international kunstner bliver parret og får en særlig rolle. Harald Haugaard blev sat sammen med den cape bretonske violinist Kimberley Fraser, og hans rolle var at pege på nordiske kunstnere, der kunne bidrage på festivalen. En del af kunstnerne er kommet tilbage, lige som nye nordiske er kommet med, for der er bestemt øje for nordisk musik. I år var det femte eller sjette gang, han var med på festivalen sammen med forskellige musikere, f.eks. Morten Høirup og Helene Blum.
De tre musikere giver sig tid til at fundere på spørgsmålet om, hvordan man egentlig kommer til at spille på Celtic Colours. Harald Haugård vægrer sig kraftigt ved at give en egentlig opskrift: ”Den slags kan ikke sættes på formel, men er et sammenspil af tilfældigheder. Det vigtigste er, at man er sig selv hele vejen, fastholder sin integritet og ikke forsøger at være eller ligne andre i sin udfoldelse. Man skal blive ved med at gøre sig umage. Det handler om udlængsel, umage, åbenhed, mod til valg og fravalg. Der er ingen fast opskrift, men det er elementer af svaret”.
Harald Haugårds vej til Celtic Colours går gennem årelang udøvelse af sit spil, af at være på rette sted på rette tidspunkt, måske af at have spillet på nogle showcases, som afgørende personer har set. Måske af at have spillet sammen med andre ved tilfældige lejligheder, måske af lyst til at rejse ud. Det er ikke til at sige, hvad der har været afgørende. Men det er uomgængeligt, at man skal have mod til at foretage nogle valg, der bl.a. betyder, at man skal være længe væk fra familien, arbejde med turneer, have lyst til at tage til udlandet, ja, have et sømandsgen i sig, som Haugård udtrykker det.
”Det er ikke kun et valg, men også en nødvendighed – der er meget få rytmiske kunstnere, som kan leve af at spille i Danmark. Alene derfor må man ud, og man skal have lyst til at inspireres af andre kulture. Det er eneståede dårligt for Danmark, at vi ikke har mere kulturelt åbne sjæle over for påvirkninger udefra. Mange går ikke til koncert med nogen, de ikke har hørt eller set før, f.eks. polske sange. Jeg klager ikke over publikummet i Danmark, men der er en generel tendens til, at musikken skal være kendt i forvejen, gerne gennem radio og TV. Og det befordrer ikke den store udvikling”.
Mikkel Grue supplerer: ”Det, der er specielt ved at komme her, er, at der er så meget godt at lytte til. Man tænker gang på gang ’aha, sådan kan man også spille’ Forleden oplevede vi amerikaneren Nic Gareiss, der kombinerede violin med stepdans på en helt speciel rytmisk måde, jeg ikke har set tidligere. Meget inspirerende ligesom mødet med guitaristen Dave Gunning og multiinstrumentalisten J.P.Cormier”.
Sune Rahbek: ”Det er i mødet, man udvikler både sig selv og musikken. Det, vi hører og ser, dukker op senere i brudstykker eller som inspiration, hvor vi har taget det ind uden måske at tænke særligt over det. Jeg kan stå og spille og så opdage ’hov, det jeg gør nu, er noget, vi hørte dér og der, og som jeg nu har taget til mig og bruger på min måde”.
Generelt er det en stor inspiration at møde andre kulturer og måder at spille på, købe plader, lytte til dem. Selvfølgelig spiller de tre også sammen med de andre, når koncerterne er slut, og det er en stor glæde at få plads på scenen i Festivalklubben. Men det er lige så værdifuldt at mødes backstage som en stor familie, hvor musikerne har helle for publikum og bedømmelser.
”Men det er ikke afgørende, at man hænger ud hele tiden. Faktisk kan man blive lidt påtrængende, hvis man tror, det er metoden til at blive opdaget af dem, der skal hyre dig ind til et job. Det gælder her som ved andre lejligheder, at når musikere har spillet, har de også bare brug for at sove ud”.
Først som sidst gælder det om at være sig selv – alt andet falder igennem, er de tre meget enige om.