På udgivelsesdatoen af dette album skrev Rodney Crowell lakonisk på sine sociale medier noget i retning af ”Det var på tide”. Altså at Willie Nelson udgav et helt album med Crowell-sange. Retrospektivt set er det vel også helt på sin plads, at Nelson hylder en anden texaner, Crowell, nu, hvor Nelson er nået til sit (hold fast!) 77. solo studiealbum.
Mindst en håndfuld af disse er desuden også hyldestalbum til nogle af Nelsons andre sangskriverhelte, herunder Kris Kristofferson, Ray Price, Hank Cochran og Lefty Frizell, og nu er turen altså kommet til Crowell. Willie Nelson har tidligere indspillet enkelte Crowell-sange, men her har han koncentreret sig nyere sange – altså ikke bare de oplagte største hits.
Nelsons evne til at gøre andres sange til sine egne ved at tilføje sin helt egen personlighed og varme er noget, som kendetegner de allerstørste fortolkere, og det er Nelson. Trods min begejstring for Crowell som sangskriver og sanger, så må jeg indrømme, at Nelson allerede her har gjort flere Crowell-sange til sine ved at lave bedre versioner end originalen. Allerede åbningsnummeret “What Kind of Love” og “Banks of the Old Bandera” samt “She’s Back in Town” er nu ophøjet til klassikere. Og de resterende sange er også en nydelse at lytte til.
Nelson har lige rundet de 92 år og heldigvis med stemmen i behold. Denne velkendte blide stemme, der formår at formidle følelser med en udholdenhed som ingen andre. Akkompagnementet med piano af Jim ”Moose” Brown og mundharpe af Michael Raphael som bærende musik, er meget afdæmpet. Nelsons akustiske guitar ”Trigger” laver de kendte synkoperede sololicks, og det hele danner den karakteristiske Nelson-lyd, som tillige er meget velproduceret.
Hver optræden af og hver indspilning fra Willie Nelson er der grund til at glæde sig over. ”Oh What a Beautiful World” er som en hilsen fra en gammel ven. Og skulle dette album samtidig være en hilsen til én af Willies gamle venner og give lidt ekstra opmærksomhed og nye fans til Rodney Crowell, så gør det ikke noget.
