Live: Sol over Fairports festival

 

Årets ”Cropredy Convention” sidste weekend forløb i perfekt sommervejr, veloplagt publikum og 20 bands og solister med stor variation. Irsk, engelsk, amerikansk. Folk, folkrock og nærmest også pop og retrorock.

For andet år i træk åbnede Fairport Convention, festivalens arrangører og værter, selv festivalen torsdag eftermiddag præcis kl. 16. Et akustisk sæt på 25 minutter får lige sat tingene i gang, fortalte Simon Nicol fra bandet, og det får mange flere til at komme til tiden den første eftermiddag. Det fandt de på for et par år siden, inspireret af festivalkollegerne i Levellers.

Her er i høj grad tale om dedikerede Fairport-fans og i endnu højere grad om faste festivalgæster, som dukker op år efter år. Uanset vejret – i år altså uden en dråbe regn, men bare sol og indimellem en svag brise. Dog køligt om natten i teltet, men der er ikke mulighed for andet – med mindre du har en camper.

Traditionen i nu mere end 40 år er stadig, at bandet spiller et tre timer langt sæt lørdag aften med diverse gæster undervejs, og så rundes der af klokken midnat – det gør der hver aften. ”We are on the Ledge”, synger vi så alle sammen – mange tusind begejstrede mennesker på pløjemarken foran den store scene.

Men at værterne selv åbner, er også for at sikre første mand/band på scenen et stort publikum, som er parate til for alvor at begynde festivalen. I år var det den sympatiske og seriøst velsyngende irske sanger, Kieran Goss, som vi har set alt for lidt til i Danmark. Han gjorde med sine varme og livskloge sange sit til at forgylde denne eftermiddag. Imens jeg senere rejste teltet lyttede jeg på afstand til Bob Marley Tribute-bandet Legend, som gjaldede udover den sene eftermiddag og et festivalparat publikum.

Fed ”brass”

Man kan diskutere, om aftenens sidste eller næstsidste navn skulle ses som dagens hovednavn. Formodentlig afslutningsbandet Squeeze, der siden midten af 1970erne har haft gang i karrieren med utallige forskellige bandmedlemmer, men fast med Glenn Tillbrook og Chris Difford. Mange hits, en del ups and downs, lange pauser, men nu siden 2007 igen forholdsvis aktive. Derfra hvor jeg stod, gjorde de ikke det store indtryk, men virkede mest som et lidt malplaceret ”blast from the past”. På mig, altså, ikke nødvendigvis på resten.

Men det var nu bandet inden, der tog det helt store stik hjem, nemlig fantastiske Bellowhead, der har udarbejdet en velfungerende recept for, hvordan man giver engelsk folkemusik et kæmpeskud blæs, liv og glade dage. Tanken kunne ikke undgå at gå til det oprindelige Le Boutine Souriante og det gys, man oplevede de første gange. Siden 2005 har Bellowhead flere gange snuppet BBC-prisen som årets liveband i engelsk folk, og deres optræden i Cropredy bekræfter til fulde hvorfor. 11 mand, et kæmpeudvalg af instrumenter, inklusive fire mand på blæseinstrumenter og en percussionist på alverdens ting. Bandet er startet af Jon Boden og John Spiers, der også som duo har stor succes. Jon Boden i flashy rød habit var det livlige, karismatiske midtpunkt på sang, fiddle og entertainment, og hele showet nåede helt ned til enden af pladsen.

Masser af nyt talent

Irske Ioscaid satte fredag i gang ved middagstid, og mens folk etablerede sig på tæpper og stole ude i marken, lagde de lange ører til den dygtige, unge sekstet. Eftermiddagen var lagt i hænderne på de yngre bands, og jeg hørte enkelte bemærkninger om, at det måske var sparet lidt på de helt store navne her. Men de kom jo til gengæld om aftenen. Desuden er det en del af strategien at give plads til de unge, som i øvrigt også stormer frem og har fint styr på det. Efter 45 år i branchen kender Fairport velsagtens alle landets folkmusikere inklusive deres voksne børn, som går dem i bedene. Masser af talentmasse at tage af. Det kunne man f.eks. konstatere, da Richard Thompsons datter Kami gik på sammen med guitaristen James Walbour som The Dead Flamingoes. Ellen and The Escapades er et ret nyt band fra Leeds med sangerinden Ellen Smith som naturligt centrum blandt de fire mandlige ”eskapader”, og de var bestemt også lovende.

Indimellem glipper koncentrationen jo i løbet af tre dages musik. Solen skinnede brutalt/dejlig, snakken går, sprutten flyder. Amerikanske Larkin Poe igen satte skub i tingene. To søstre, der startede som The Lovell Sisters, men nu har allieret sig med et par mandlige musikere og i øvrigt havde den mere end lovende, engelske guitarist og sanger Blair Dunlop med på scenen. Søn af Ashley Hutchings og sangerinden Judy Dunlop og mere end på vej frem i diverse sammenhænge!

To ekvilibrister

Tre sikre navne var på plakaten denne aften. Irske Sawdoctors med et effektivt sæt, der fik de fleste op på dupperne. Bandet ved så absolut ”how to work a crowd”, og det gjorde de så. Det lyder lidt negativt, og det var måske også en smule maskinelt – ”nu får de bare alle numrene nonstop” – men hey, det var da også fedt. Masser af syng med og romantiske ballader. Et gensyn næste weekend på Tønder Festival er i orden med mig. Det ville det også være med Richard Thompson, hvis det nu var. Guitaristen og sangeren er i en klasse for sig og gav et frydefuldt sæt. Her var sjæl og integritetet for alle pengene.

Joan Armatrading, der ikke mindst blandt kvinder var et kæmpenavn i 1970erne, har fået lidt af en renæssance i de senere år, og hun holder. Hun er jo the real thing, en blændende sangskriver, sanger og guitarist, nøjagtig som Thompson, og i høj grad sig selv. Ingen andre lyder som Joan Armatrading, og hendes karriere bygger på talentet, intet andet. Hun havde masser af hits, men altid nogle med dybde i, og undertegnede savnede chancen for at genhøre det måske største hit ”Willow” live. Masser af den blues, som hun i virkeligheden står for nu.

Flot finale

Fairport Cropredy Convention er en dødhyggelig festival med folk i alle aldre, nærmest. Også masser af børn, som der også er en del aktiviteter for langt væk fra scenen. Boder med alverdens mad, tøj, ting og sager, en legendarisk bar, hvor alle, især os uden stole, tæpper og andre bekvemmeligheder, holder til. Lige ved siden af ligger pladeshoppen, som selv i vore dage ser ud til at sælge godt, og ved siden af igen ligger den lille pavillon, hvor de fleste af kunstnerne har en halv times signerings-session efter deres koncert. Det betyder meget for dem, der står med deres nyindkøbte eller gamle cd’er, at få denne chance for at hilse på kunstnerne. Denne nærhed er typisk for festivalen, hvor mange, både bands og gæster, kender hinanden efter mange år, også fra især de engelske bands årlige (eller mere) turneer.

Nu skal det her ikke være en føljeton, så hvor fantastisk lørdagen end var, får den ikke mange linjer. Fast tradition til at åbne er Richard Digance, den skulle man måske overveje. Men søg selv bands som Tarras, Calan, Brother and Bones. Morris On gav det fedeste show, Big Country – høj status for længe siden, men noget ude af kontekst. Dennis Locorriere kæmpede bravt, men kunne godt have brugt et lækkert backingband. Sylvia’s mother må være død nu. Til slut værterne selv, som hvert år giver et tre timer langt sæt og kommer grundigt rundt i det mangeårige repertoire. Altid suppleret med diverse eksmedlemmer, musikervenner af højeste karat, eksempelvis Dave Swarbrick, Jerry Donohue, Dave Mattacks på trommerne sammen med Fairports egen Gerry Conway og en utrolig dejlig sangerinde, som vistnok var Donohues datter. Jamen, fortsæt I bare med at sætte den lille landsby Cropredy på den anden ende en gang om året. De fleste beboere forstår at få noget ud af det med deres servering af eggs and bacon, salg af alverdens ting og Spar-købmanden, hvor der er lang kø ud af butikken dagen lang.

http://www.fairportconvention.com/cropredy.php