MoPF er et overflødighedshorn af nordisk folkemusik i alle mulige afskygninger. Lige fra svenske folkedansegrupper til sprøde sønderhoninger, tyske wald-zithere og finske harmonikaer. Og også den gode gamle forening Visens Venner, der har rødder helt tilbage til 1953, er med i den brede palet. Visens Venner har omkring 23 lokalafdelinger og 2000 medlemmer rundt om i Danmark, og der er mange søsterforeninger rundt om i hele Norden.
På MoPF gav foreningen Visens Venner to prøver på, hvad de kan; i det intime Bålhus lørdag eftermiddag og ved en af de afsluttende koncerter søndag formiddag i Viseteltet. Her fik den tidligere formand gennem mange år, Dorte Birch, årets ærefulde Visepri, og hun kvitterede med en times visesang med ledsagelse af en dygtig akkompagnatør på klaver. Indledningsvist lykønskede formanden, Nellie Samuelsen, prismodtageren.
Dorte Birch berettede, at hun har beskæftiget sig med viser og sang, siden hun var 13 år gammel, og sammen med fire andre piger lavede en lille scene i en have. Viser rummer både glæder og sorger, sagde hun, og de findes inden for alle genrer. Digte er i virkeligheden begyndelsen til en samling viser, uden at man altid tænker over det.
Nu fulgte en buket af viser og sange, lige fra ”I Danmark er jeg født”, over Benny Andersens ”Hymne til skørheden”, ”Maria Magdalenes Sang” fra Jesus Christ Superstar og Olle Adolphsons smukke ”Mit Eget Land”. Ind imellem supplerede Erik Lund-Nielsen med ”En Vise om Kvinden”, Kjeld Petersens noget bedagede hit fra 1952, samt historien om ”Kejserens Nye Klæder”.
Visens Venner bakser med at holde på medlemmerne, for aldersgennemsnittet er højt, og både medlemstallet og antallet af lokalafdelinger er desværre svindende. Så fornyelse og frisk blod er påkrævet og er på tegnebrættet. Man har bl.a. overvejet, om navnet ”Visens Venner” kunne skiftes ud med noget mere moderne, og om form og indhold kunne forynges.
Såvel pianisten som sangerne, Dorte Birch og Erik Lund-Nielsen, gjorde det fint denne søndag formiddag, Men jeg greb mig i at tænke, at den lidt stive, klassiske visesangstradition centreret om en solist og sange, der sjældent er mindre end 50 år gamle, ville have godt af en lyre, en guitar, en lille tromme, en mandolin, et lille kor – og nogle mere tidssvarende tekster og melodier. Ganske vist var vi jo her samlet på Musik over Præstø Fjord, men det føltes i denne time, som om der var vandtætte skodder mellem Visens Venner og resten af festivalen. Jeg er selv medlem af Visens Venner, så dette er sagt i al venskabelighed. Viser og folkemusik er nært beslægtede og kunne have gensidig glæde af et nærmere forhold, og derfor er det da også fint, at begge genrer er med på MoPF.
Endnu en dejlig Musik over Præstø Fjord var til ende, og man savner allerede den næste. Fantastiske koncerter, god mad, lækker hjemmelavet lagkage, dansende børn, glade og åbne mennesker i alle aldre – og, måske det bedste af det hele, de mange grupper af musikere, som finder spontant sammen rundt omkring på pladsen og får det til at svinge.
Når man tager en tur mellem telte og træer, mødes man hele tiden af nye toner, og man standser op og nyder indtrykkene. Vikingemusik, dansetoner, irske reels, Dikkedar fra Bogø, Nordenfra og deres børnekoncert, Jonsson og Juhola fra Sverige og Finland. Flot og alsidig programsammensætning med Norden i centrum! Og så op på cyklen med en masse inspiration i baghovedet.
Fotos: Hans-Henrik Taarnby og Allan E. Petersen
