Foto: Claus Hellgran Larsen

Gruppen med det friske navn og slogan (Kick Grass) har eksisteret i fire-fem år. Ralph Schut (banjo, guitar og leadvokal) er oprindelig fra Holland, men flyttede som 19-årig til Tjekkiet fordi her var de fleste nye bluegrasstalenter. Han fik hurtigt samlet en flok, som (med enkelte udskiftninger) udgør G-Runs’n Roses, og snart etablerede de sig som ét af de bedste bluegrassbands i Europa. De har vundet en række internationale priser, og deres CD-udgivelser har fået stor anerkendelse i USA.

De har et meget bredt bluegrassrepertoire, som spænder over countryballader, swing, traditionelle sange og instrumentalnumre og helt moderne bluegrass inspireret af bl.a. Chris Thiele og Punch Brothers. Det banjodominerede lydbillede blev under koncerten varieret med bl.a. twin-fiddle og meget kompetente soli på mandolin og guitar og den karakteristiske tre-stemmige korvokal. Især deres versioner af nogle Keith Whitley- og Gordon Lightfoot-sange fungerede fint som afveksling til uptempo-numrene.

Koncerten var den sidste af en imponerende række af koncerter, som Bluegrass Music Denmark har arrangeret i denne sæson. Det mest ambitiøse program hidtil – med flere og større navne end før. Alle facetter af bluegrassmusikken er blevet præsenteret til glæde for medlemmer fra hele Danmark og Sydsverige. Denne lille forening, som siden 1970’erne har været samlingspunkt for danske bluegrassmusikere samt arrangør af udenlandsk bluegrass, kan gå på sommerferie med bedre samvittighed end vore danske politikere: Den har holdt mere, end den har lovet. Efter nogle skandinaviske bluegrass-festivaler i løbet af sommeren kan vi nu se frem til efterårssæsonen.