Et gigantisk kors med Jesus fastsømmet svæver som en truende sky ti meter over gulvet i den gotiske St. Nikolai Kirche. Den smukke kirke er proppet, og de metertykke søjler, der holder kirken oppe, gør det besværligt helt at se, hvad der foregår ved alteret, som i dagens anledning agerer scene.
Og anledningen er FolkBaltica og “Solkoncerten”.
Jens Peter Müller som, udover sin funktion som festivalleder, også har udtænkt konceptet for koncerten, gelejder os, sammen med Ulrike Matzen, nænsomt igennem aftenens program.
Temaet er Solen som mytologisk skaberkraft.
Lækre toner fra Letland
Lettiske Trio Smite, Kärkle & Cinkuss trækker på en massiv lettisk sangtradition, hvor også en stor del af teksterne handler om bøndernes forhold til solen. De tre vokalister fra trioen har utroligt meget kraft i deres stemmer, og akustikken i det enorme kirkerum hjælper dem endnu mere på vej.
Undervejs får trioen besøg på scenen af lettiske sangere og kokle-spillere. Kokle er den lettiske udgave af den finske kantele og kan vel nærmest sammenlignes med en liggende harpe.
Laima Jansone er en af de unge lettiske kokle-spillere, der til stadighed forsøger at give instrumentet og den, måske undertiden meget stive, lettiske tradition luft under vingerne. Blidt fortolker hun den traditionelle Sûr Rinda på sin kokle mens hendes lyse og milde uskyldighed ikke synes at føle synderligt presset af den tonstunge Frelser, der hænger over hovedet på hende.
Magisk joik
Frelseren holdt sig i ro. Også da samiske Áillos trådte op på scenen, med sin intense joik. Efter sigende skulle Áillos have joiket et hul i den islandske askesky, så hans fly kunne lande i Hamburg.
Som en ret gennemsnitlig “tøhø-dansker” kan man blive lidt tynget af den højtidelighed tyskerne lægger for dagen. Men for tyskerne handler det nok i høj grad om respekten for andre kulturer og evnen til at lade sig fortrylle af de fremmede udtryk.
Dæmoner i kølehuset
Plop! Plop er lyden af patentkapslen, der ryger af en Flensburger Pilsner. I Kühlhaus er der lagt op til en hed nat med polske Zywiolak og danske Valravn.
De to orkestre har det sidste stykke tid turneret sammen og nu er det blevet det sidste stop på turen.
Det gamle kølehus, der for ganske få år siden husede griseører, som blev brugt til dyrefoder, er nu et spillested for alternativ musik. I loftet hænger der en spejlkugle, der distribuerer de blinkende lys ud i alle afkroge af lokalet. Der ploppes øl, og folk danser til den dunkende balkan-bas.
Zywiolak går på scenen ti minutter for sent. Hvis der er noget, de unge tyskere arrangører er blevet gode til, er det forsinkelser. Det virker som om, at de næsten dyrker det, som et oprør mod forældregenerationens punktlighed.
Oprøret ulmer også i Zywiolak. Det er ganske vist uklart præcis hvad de gør oprør imod, men det er som om dæmonerne flyver i luften mens sangerinderne forsøger at fange deres opmærksomhed med skrattende hekselatter og høje hyl. Det er sgu bare ikke mig! Musikken er tung og beskidt. Det er Hedningarna gone wild og det holder helt bestemt. De to piger synger også fint, men alt det der hekse-halløj bliver alt for rollespilsagtigt.
Jesus blev på korset på trods af de hedenske toner på kirkegulvet. Dæmonerne blev i luften, hvis det hele da ikke bare var noget vi legede. I hvert fald en aften og nat fuld af fantasi og, i det store hele, gode musikalske oplevelser.
“Solkoncert”, St. Nikolai Kirche, Flensburg, 23. april, 2010
“Folkparty” m. Zywiolak og Valravn, Kühlhaus, Flensburg, 23. april, 2010
Søren Jensen Lund
