Claus Hellgren Larsen beretter om sine oplevelser på den svenske Gränna Bluegrass Festival.
Denne festival er blevet en tradition, som har fundet sin form og størrelse igennem årene. Den tiltrækker hvert år et publikum på knap 400 og cirka 100 musikere med forkærlighed for akustisk musik med rødder i USA. For at give et indtryk af nogle af de første Gränna festivaler har jeg støttet mig til gamle dagbogsnotater fra det herrens år 1978:
”Om det er min musikentusiasme eller min særligt hårdføre natur, der har berettiget mig til at deltage i Den Første Gränna-expedition ved jeg ikke, men jeg begav mig – med en håndfuld andre deltagere – mod det høje nord i Tycho Brahes og Nordpolsfareren Andrés fodspor til polkagrisenes hjemegn for at udforske de nye musikcivilisationer. Det var ikke et kønt syn, der mødte os, da vi forkomne – midt på aftenen – nåede vores mål kroen ”Hjorten”.
Den stod på den anden ende af musik, skrål og larm, men vi havde svært ved at komme ind af døren, fordi en mand var faldet i søvn stående kun ved hjælp af gulvbassen. Resten af de lokale typer var så opstemte, at almindelig samtale var udelukket, og det var ikke kun pga. lyd- og sprogbarrierer. En hippie forsøgte at overdøve larmen med en et-vers/ti-kors udgave af ”I saw the Light”. Hank Willliams’ gospel til et broget akkompagnement af glas og flasker og tre banjoer. En ganske ung dreng havde både problemer med balancenerverne og med at tømme sin guitar for opkast. Toiletterne var blokeret af en vild bluegrass-jam, og ude i gården var fire unge i gang med at brække hals og fingre i et avanceret akustisk jazz- swingrepertoire”.
Hvor nogle havde set lyset, var det helt gået ud for andre. Dog, vore nordiske brødre og søstre viste sig fra deres bedste side næste dag, da disse indledende øvelser blev overtaget af det egentlige program, som blev afviklet på Berget – en hembygd på bjerget over byen. Her præsenteredes en længere række af Sveriges bluegrass- og oldtime-orkestre, og vi fik lejlighed til at få en snak med mange af dem.
Det har efterhånden udviklet sig til mange musikalske og personlige venskaber, og festivalen er nu blevet én af flere årlige samlingspunkter for både unge og gamle tilhængere af amerikansk musik. Efter et par store år i starten af 80’erne bl.a. som følge af national TV-dækning, er festivalen nu igen en mindre, hyggelig begivenhed, der også tiltrækker rockabillies, countryfans, linedansere, plade- og instrumentforhandlere mm.
I år var der ikke danske – eller andre udenlandske – bands på plakaten, men derimod en broget flok af svenske orkestre. High On Grass (Jo, det hedder de!) er et godt sammentømret bluegrassband, der har spillet sammen siden 1996 og ofte besøgt Danmark. Grass Ride og New Sound Country er nyere konstellationer, der også spiller trad. bluegrass. Hot Corn var det eneste rigtige oldtime stringband. Just 4 Fun er et fast indslag. Et velsyngende to-mødre + to-døtre band. Fem nye orkestre Spider Bridge, Dry’n Dusty, New Sound Country, Curly Alley Stringband og Tall Dark Stranger imponerede ikke. Lidt usikre, men også med unge medlemmer helt ned til 17 år. Disse har til gengæld hjemmesider og youtube-klip og ’fremtiden for sig’, som man vist siger.
To bands skilte sig ud: Le Chat Mort er et ungt, men skolet orkester. Repertoiret et bluegrass og country udført i nye, opfindsomme arrangementer samt eget materiale. Stilen egner sig bedre til lyttekoncert end fest. Sangerinden havde en stemme og sangstil, der gav mindelser om både Martha Wainwright og Rickie Lee Jones, og de var et godt bud på en helt ny genre. Vi kan jo kalde den ’alternativ bluegrass’. Lazy Farm Hands er gået i stik modsatte retning. De har gravet dybt i bandleder Magnus Norrman’s samling af lakplader med western-swing fra før 1940. ”Fra gamle dage, da man kunne skrive gode sange. Nu kan man ikke engang skive gamle sange” som der blev annonceret. Med Magnus som forsanger og fiddler havde ensemblet bl.a. tuba, steelguitarer og klarinet i line-up’et. Lystig og meget dansevenlig musik. Et oplagt valg for jazzfestivaler og musikudvalg, der er ved at være trætte af de traditionelle ’stråhat-skjortestribede’ jazzbands.
Hvis selve programmet ikke havde meget ’hard-drivin’ bluegrass’ med ’the high, lonesome sound’, så fandtes den på aftenens/nætternes jam-sessions fredag og lørdag. For mange er disse selve festivalen. Vi er for længst smidt ud af ”Hjorten”, men har fundet en naturlig og forstående vært på campingområdet. Skiltet ”Advarsel. Bluegrass-festival” er henvendt til de overnattende, men har en sær tiltrækning og en stemning, der minder om vores første møde med denne festival.
Claus Hellgren Larsen
