Den oldgamle lyre er kommet tilbage som instrument i folkemusikken og peger dermed bagud og vidner om en trend, der handler om at genopdage dem, som var før os. Til orientering: En lyre er et strengeinstrument i familie med harpen. De første lyresymboler stammer helt tilbage til omkring 1400 før vor tidsregning. Den slås an med fingrene, og da den kun har omkring otte strenge, må den stemmes om af og til for at ramme sangstemmen.
Christine Kammerer
Christine Kammerer gav for et entusiastisk publikum en demonstration af, hvad en lyre og hendes egen sang kan udrette i forening. I de sidste fem år har hun boet i Skotland, men hun har oprindelig en uddannelse i musikvidenskab fra Københavns Universitet. I dag arrangerer hun tem-koncerter, der bl.a. beskæftiger sig med vigtige emner som whiskey og hekse.
Vi fik lørdag formiddag en time i Bålhuset med en fusion af nordisk og keltisk folkemusik og en påvisning af ligheder i de to traditioner. Kammerer har døbt sin lille lyre Thyra, for med navn på, mener hun, at den er bedre til at adlyde. I øvrigt stemmes lyren efter humør, sagde hun.
Blandt de numre, hun spillede, var en sammenkædning af Julie Fowlis sæl-sang og ”Drømte mig en drøm i nat”. Lighederne var til at høre. Vi fik også en ”walking song”, altså en valke-sang, og en af de mange historier, hun kan. Her handlede det om, hvordan man tidligere vædede fåreulden med tis for bedre at kunne bearbejde den til tråd og klæder. Det var måske også en grund til, at man ofte drak heftigt, mente hun.
Martin Steinum Brun
Lige for tiden er hun ved at samle og skrive stof til et album, der handler om hekseprocesserne mellem 1400- og 1700-tallet. Her kommer vi bl.a. til at høre om Kong James, hvis skib mod Skotland blev ramt af voldsomme storme i 1589 efter ægteskabet med prinsesse Anne af Danmark, Christian d. 4. s storesøster. Det kom til at koste over 70 formodede hekse livet, for det var selvfølgelig heksenes skyld, at skibet var ved at forlise.
Christine Kammerer sluttede sin koncert med en særdeles smuk lyreudgave af ”Grace”, Den irske kunstner Grace Gifford blev gift i 1916. Hun blev viet til den irske oprørsleder Joseph Mary Plunkett i kapellet i Kilmainham Gaol i Dublin den 4. maj 1916, blot få timer før hans henrettelse for deltagelse i Påskeopstanden.
Lørdag eftermiddags koncert havde jeg set særligt frem til – måske på grund af den usædvanlige titel, ”Min veninde Signe”. Programmet lovede en beskrivelse af, hvilke menneskelige kvaliteter en rigtigt god veninde måtte have. Signe Barsøe Sørensen sang, og Esben Lyngsø betjente guitaren. Jeg fylder 30 i år, lagde hun ud, og tilføjede, at det var lidt nederen, men hun havde fundet en rigtigt god ”coping-opskrift” til at dulme smerterne ved aldringen: ”Jeg har farvet håret rødt og har klippet mit pandehår”. Den sjove, selvironiske tone var gennemgående i de 11 overvejende selvskrevne sange, der fulgte. Det handlede om krisehåndtering, selvrealisering, selvpromovering, venskab og tatoveringer.
Sørensen og Lyngsø fremførte programmet med stor sikkerhed, fine tekster og ikke altid mindeværdige melodier, som dog lagde sig velegnet op ad ordene. Hun startede sin sangskrivning i corona-årene, fortalte hun, og hun er i den kommende tid på turné, så der er gode chancer for at opleve de utraditionelle sange.
Twang
Min lørdag sluttede, efter den lækre veganske aftensmad med hyggelig snak ved langbordene i det varme aftensolskin, med norsk sprog og med danskere, der lød som amerikanere. Norske Martin Steinum Brun bidrog til MoPF med endnu en lyre, ligesom danske Christine Kammerer tidligere på dagen havde gjort det. Bruns lyre var en såkaldt kravik-lyre, sort og med en blød lyrisk tone, der ledsagede hans historier og fine sangstemme, som ubesværet gled lige fra det helt høje til det dybere.
Den amerikanske lyd stod trioen Twang for i et stopfyldt Bålhus med værtsparret i midten sent på aftenen. De tre med det sjove navn, Twang, der egentlig dækker over den høje, metalliske lyd fra en guitarstreng eller en bue, der bliver spændt og sluppet, demonstrerede suverænt, hvordan bas, banjo, violin og guitar kan frembringe helt uventede twang-lyde i tæt samspil.
Trioen består af Thyge Van Dassen, Spencer Gross og Peter Banks. Flere af de festivalgæster, jeg senere talte med, udnævnte Twangs koncert til den klart bedste på MoPF. Jeg savnede selv lidt flere sammenhængende melodier, og så kunne det være rart, hvis nogen – bare lidt – nævnte Trump, Palæstina og Putin af og til.
Fotos: Hans-Henrik Taarnby og Allan E. Petersen
