lp dublinersFortsættelse fra 14. januar.

I perioden 1990-2010, hvor CD’en dominerede markedet, ventede vi tålmodigt på, at de store mængder af folkemusik, som var indspillet før denne periode, skulle blive genudgivet på CD – men ofte forgæves. Stadig ligger store mængder analog musik og venter på at blive digitaliseret og er pt. utilgængeligt. Det skyldes både ophavsretlige og økonomiske årsager. Mange af de små pladeselskaber, der i sin tid udgav musikken, eksisterer ikke mere. Det er ikke kun de væsentlige og store udenlandske folk-navnes bagkatalog, der kun er sporadisk tilgængelige, med mindre man finder de gamle, brugte LP’er, men også de fleste af 60ernes, 70ernes og 80ernes danske folkemusik er derfor næsten umulig at finde.

De største musikabonnementstjenester Spotify, Wimp og TDC Play tilbyder ”millioner” af numre eller ”ubegrænset musik”, som jo kunne være en løsning. Men ak, også her må man oftest lede forgæves efter folkemusik. Vi må acceptere, at et Michael Jackson-nummer f.eks. findes i 30 versioner og samtidig være lykkelige over nærmest kun at kunne at finde The Best of The Dubliners.

Vi er vant til at kigge på udlandet, når vi vil finde løsninger på et problem, men selv England og USA har samme situation. Branche og folkemusikfans er i vildrede. Folkemusikkens underrepræsentation af indspillet musik er virkelig og et reelt problem. Enkelte af de mere kendte musikere har erkendt problemet og er begyndt at tilbyde deres egen musik via deres hjemmesider. På denne måde kan man købe deres nye musik samt den del af deres bagkatalog, som de vælger at lægge på – og selv har rettighed til.

Folkshop.dk har stadig netsalg af cd’er, men det er naturligvis mest nye udgivelser og enkelte ældre titler. YouTube kunne være en platform for også folkemusik, men er delvis skæmmet af reklamer og for mange dårlige optagelser. Musikbibliotekerne da? Ja, i CD’ernes storhedstid var de yderst velforsynede med folkemusik, men efterhånden som eksemplarerne bliver slidt forsvinder de, og også bibliotekerne er i vildrede over de forskellige formater fra musikindustrien. Online forsøger de nu i samarbejde med Wimp at gøre bibzoom til en god musikplatform. Vi venter spændt.

Heldigvis skulle Statsbibliotekets underafdelinger – Nationaldiskoteket og Folkemindesamlingen – efter sigende have bevaret al dansk folkemusik. Problemet er bare, at det er arkiveret og næsten utilgængeligt, og at disse institutioner også er underlagt 50-års kopirettigheds-reglen.

Den indspillede folkemusiks dilemma er altså, at informationerne om den næsten helt er druknet i informationer om alt andet, og de forskellige lydformater er forvirrende. Resultatet er, at nyudgivelserne har svært ved at finde købere, og at de ældre udgivelser næsten forsvinder. Alt sammen til skade for lyttere og musikernes og komponisternes indtægter.

Der er sket meget, siden Ralph Peer i sommeren 1923 sjoskede rundt i markerne i USAs sydstater og indspillede den allertidligste folkemusik. I disse digitale tider og i et lille geografisk område som Danmark har man vel lov til at drømme stort. Min drøm er, at bibliotekerne, IFPI, KODA m.fl. går sammen om at præsentere et billigt abonnement på: AL DANSK FOLKEMUSIK ONLINE.

Midt i utopi og hjertesuk er det vigtigt at huske én af de mest værdifulde sider af folkemusikken. Det er den nære kontakt mellem musikere (læg mærke til at jeg ikke kalder dem kunstnere) og lyttere. Til dans og fest trives folkemusikken bedst. Derfor er det vigtigt at opfordre til den direkte kontakt. Her kan man stadig få en kort snak og måske købe en CD/plade på gammeldags facon.