Overskriften er måske en gammel kliche, men ikke desto mindre sand!

Når Godtfolk festivalen på Fanø løber af stablen for 10. gang fra d. 21. til 23. september, så er der mulighed for både at deltage aktivt, men også blot at være publikum.

Det er som vanligt i Nordby og Sønderho, at det foregår. Fredag og lørdag er der gang i festen i begge byer samtidigt, og der ventes at deltage op til 500 tilskuere pr. dag.

Kirstine Uhrbrand fortæller fra festivalen, at der kun er plads til ca. 150 tilskuere i Sønderho, så man skal ikke tøve for længe med at bestille billetter. Hun oplyser også, at der endnu ikke er udsolgt til nogen af koncerterne, men der plejer at være tæt på udsolgt på koncertdagene. 

Kristian Lilholt, Foto: Per Dyrholm

I Nordby åbner Kristian Lilholt Trio festivalen, inden der er bebudet cafestemning, når Bent & Agnete sørger for hyggemusik.

I den sydlige ende af øen i Sønderho er det den tyrkiske frisør fra Vesterbro Hüseyin Özcan med sit band, der spiller op til bal. De efterfølges af de fem musikere fra Klezmofobia, og aftenen afsluttes med Uhrbrand, Mouritzen, Uhrbrand & Mouritzen. Som navnet antyder, er det to gange senior og to gange junior, der her går på scenen sammen.

Lørdag aften fortsætter man i Sønderho med den canadiske duo Troy Gillivray & Allan Dewar, inden de overlader scenen til WhoAreYouPeople, der er garanter for moderne afrikansk blandingsgenre. Den sene koncert er her lagt i hænderne på københavnske Polkageist, der spiller op til et forrygende bal.

Imens kan man i Nordby glæde sig over de unge musikere fra ROD, der efterfølges af Musikorkesteret, som er genopstået efter 25 års pause, og spillemændene Peter Uhrbrand og Ole Mouritzen afslutter her aftenen.

Festivalen afsluttes søndag eftermiddag i Nordby Kirke med en koncert, hvor irske Dennis Cahill & Martin Hayes, der dog begge er bosiddende i USA, vil underholde med traditionel musik fra den grønne ø.

Om dagen er det muligt at deltage i en af de fem workshops på Nordby Skole, eller man kan medbringe sit instrument til Sønderho Forsamlingshus lørdag eftermiddag og være musikalsk aktiv. Det samme gælder i Nordby, hvor man også kan deltage aktivt.

http://www.godtfolk.dk/