Ikke bare en guitarfestival, men en akustisk, dansk folk, blues og ragtime og primært fingerspillet guitarfestival. Så specialiseret kan det blive, fordi guitaren er så populær, som den er. Festivalen, som er blevet afviklet på Skarrildhus de senere år, er imidlertid meget international, idet både titel, deltagere samt oplysningerne med CD’erne er på engelsk.
Det fremgår ikke tydeligt af noterne, men det er vist Woodlyd, som er udgiver af denne 3-CD-box med optagelser fra 2010-festivalen, meget logisk opdelt i samme genrer, som titlen antyder. Denne overflod af vellyd er en hyldest til akustisk guitarspil. Selv om der faktisk er flere sange end instrumentalnumre, er der naturligvis store mængder af sprøde guitarlyde.
Paul Banks og H.P. Lange er de danske bidragydere. Dejligt at høre dem så overbevisende som solister. Hans Theessink og Ton Engels fra Holland er velkendte på de danske scener. Duck Baker, Nick Katzman, David Laibman og Thomasina Winslow fra USA er alle guitarlegender, som har inspireret mange europæiske guitarister.
Det antydes i de fyldige og oplysende booklet-noter, at musikken her er en hyldest til pionerer som Stefan Grossman og Happy Traum. De var de første til at ’demokratisere’ guitarspil og var med til at gøre musikken alment tilgængelig. Især deres pladeselskab Kicking Mule udgav siden 1971 en lang række LP’er med akustisk guitarmusik. Disse var ledsaget af – ikke kun noder og akkorder, men som noget nyt – tabulaturer. Takket være selskabet Sonet blev disse LP’er distribueret i Skandinavien, og blev almindelige på f. eks. musikbibliotekerne.
Nu kunne alle pludselig få afsløret tekniske hemmeligheder og tilegne sig færdigheder. Denne pædagogiske tilgang var årsag til, at meget instruktionsmateriale blev tilgængeligt i en tid før internettet, og dette har også været med til at forme koncert- og festivalprogrammer, som begyndte at inkludere kurser. Skarrildhus guitarfestivalen havde da også foruden optræden både jams, workshops, salgsudstillinger og meget andet. Det ser ikke ud, som om festivalen stadig eksisterer, men lad mig slå et slag for Perry Stenbäcks International Acoustic Guitar Camp: https://www.facebook.com/perryinternationalguitar, som snart afvikles.
Man behøver ikke at have deltaget på festivalen eller være guitarstuderende for at nyde denne CD-box. Det er behagelig lytning fra start til slut, og den kan varmt anbefales alle, som elsker akustisk guitar.